Stresscoaching
Ingen er fredet eller usårlig – underforstået stress kan ramme alle.
Ud over at stress koster både den enkelte medarbejder, arbejdspladsen og samfundet dyrt, er det en meget ubehagelig tilstand at befinde sig i. En tilstand, det kan være meget svært, ofte umuligt, at komme ud af ved egen hjælp.
Stress er ofte afstedkommet af ubalance mellem forskellige faktorer. Ubalancen kan have sit afsæt i både arbejdsmæssig og privat kontekst.
Mange gange har vi vænnet os til ubalancen og bliver først opmærksomme på problemet sent i forløbet, og ofte først når der opstår fysiske symptomer som f.eks.:
• Svimmelhed, utilpashed, herunder også spændinger og hovedpine
• Dårlig nattesøvn
• Højt blodtryk
• Ændret adfærdsmønster i forhold til omgang med andre mennesker, herunder lavere tolerancetærskel eller hidsighed, øget indtag af medicin og/eller alkohol
• Listen er lang og kan blive ved og ved…
En stresscoach kan hjælpe med at få de forskellige faktorer sat i perspektiv og prioriteret i forhold til hinanden.
Stresscoachen kan hjælpe én ud af den tilstand, hvor alt er i spil, og hvor alt betyder lige meget eller lige lidt. Det at prioritere, mærke, vægte og ikke mindst sortere fra er en væsentlig erkendelse på vejen til at genskabe balance.
Vi har brug for balancen til at træffe de valg og beslutninger, der er nødvendige både privat og på arbejde.
Når man “i gamle” dage blev stressramt, fik man ofte besked på straks at sygemelde sig og lægge sig hjem på sofaen. Mit udgangspunkt er helt modsat. Det er vigtigt at bibeholde kontakten til omverdenen, og her tænker jeg både på ens nærmeste omgivelser og arbejdspladsen.
Det handler om at finde balancen i det, man kan. Det kan næsten sammenlignes med en forstuvet fod – den skal plejes og hviles, men også bruges aktivt, men kun til smertegrænsen – ikke mere og ikke mindre. Hvis dette ikke iagttages, tager helingen ofte meget længere tid. Derfor handler det om at finde ud af, hvad man kan på det niveau, hvor man er og så gøre dette – indtil man vurderer, at nu kan man måske lidt mere og så gøre dette – og sådan frem.
Hvor lang tid varer et stresscoaching forløb?
Et stresscoaching forløb kan være både kort og langt. Der er ofte ingen nemme løsninger – det er ofte lige så hårdt arbejde at arbejde sig tilbage til sit “normale udgangspunkt”, som det var at komme op på stressniveauet. Dette betyder flere samtaler, hvorfor klippekortordningen kan være god at benytte – klik her for nærmere om klippekort ordning.
Kontakt mig gerne for yderligere informationer om stresscoaching.
Du kan finde mere detaljerede oplysninger om stress på siden: http://www.stressforeningen.dk/